Sommer på cykel
Oplev Danmark fra din cykelsadel
Sommer i Danmark er helt fantastisk og den bliver kun endnu bedre når den opleves fra en cykelsadel. Men det kan være svært at overskue hvor man kan cykle hen, hvis man gerne vil følge en rute og opleve smuk natur og gemte perler.
I Danmark findes der 11 nationale cykelruter, som forbinder landet på kryds og tværs. Det unikke netværk af cykelruter strækker sig over 3.500 km, så der er nok at gå i gang med. Vi starter på vestkysten:
1. Vestkystruten (560 km)
Vestkystruten strækker sig fra Rudbøl i syd til Skagen i nord. Det er en fantastisk smuk rute med vesterhavet som pejlemærke. Der vil være garanti for frisk havluft, smukke vesterhavssolnedgange og uforstyrret smuk natur. Du vil bevæge dig gennem marsk, hede, klitplantager, fjorde, søer, naturparker og hvide sandstrande. Turen fører dig også forbi ikoniske sømærker, fyrtårne, historiske klitgårde og prisbelønnede attraktioner og oplevelser.
Har du ikke mod på at cykle alle 560 km, kan du blot vælge en af de 12 etaper. F.eks. etape 1 fra Rudbøl til Ribe, som strækker sig over ca 67 km og tager ca. 3,5 time. Værd at vide er at størstedelen af ruten består af grusstier, det vil derfor være fordelagtigt at cykle på en gravelcykel eller en cykel med brede dæk. Det er en overvejende flad rute og minimal trafik. Det er derfor en god rute for børnefamilier.
Vil du vide mere om ruten og de forskellige etapper, kan du læse mere ovre hos VisitDenmark.
2. Hanstholm - København (420 km)
Hanstholm-København ruten tager dig helt bogstavligt tværs over danmark - fra vest til øst. Du starter i den gamle fiskerby Hanstholm og slutter i den gamle købsmandshavn i hovedstaden København. Strækningen tager dig fra det vilde vesterhav, gennem agerland og skove, fordi herregårde og langs Danmarks eneste flod Gudenåen. Fra Århus havn ankommer du med færrgeoverfart over kattegat til Odsherred og fortsætter i det nordvestsjællandske landskab sydøst på. Det er en middel til moderat rute og har du ikke mod på at tage hele ruten, kan du dele den op i mindre etaper. F.eks. Hanstholm - Viborg via Himmerlandsstien. Den er ca. 126 km og vil ca. tage 6,5 timer at fuldføre.
Er du ude i en mindre dagstur, vil turen fra Viborg til Silkeborg være oplagt. Her cykler du ca 40 km, hvilket ca. vil tage dig 2 timer og 16 minutter. Husk du kan tilkøbe en anhænger til bilen, hos din lokale forhandler, og tage din (el)cykel med dig ud i landet.
3. Hærvejsruten (450 km)
Hærvejsruten er en historisk rute, hvor både fødder, klove, hove og hjul har været med til at forme rutens spor. Det var i gamle dage en af hovedfærdselsårene i Jylland og pilgrimme, studehandlere og soldater har benyttet Hærvejen flittigt. Du kommer altså på denne rute ud på tur i historiens fodspor. Med start ved grænsen i syd og mål i Frederikshavn, får du mulighed for at opleve hele paletten af de danske landskaber og natur fra syd til nord. Men du kan også nøjes med enkelte etaper af ruten. Bor du i nord kan du f.eks. tage etapen Frederikshavn - Jyske Ås. Etappen er 39 km og tager dig op igennem det smukke kuperede landskab syd for Frederikshavn og ned til Nymølle Bæk, som efter sigende skulle være Vendsyssels mest fantastiske naturområde.
Befinder du dig derimod i syd kan du tage etapen I vikingekongens spor. en 29 km. lang rute som tager dig fra Givskud, igennem den gamle kongeby Jelling og til Bindeballe. Du vil møde gravhøje, runesten og broer fra vikingekongerne Harald Blåtand og Svend Tveskægs tid. En afveklsende etape med åbent land, heder, småskove og den kuperede Vejle Ådal, altså en moderat til svær rute med bakket terræn.
4. Søndervig - København (310 km)
På ruten fra Søndervig til København bliver du ført tværs over danmark hvorfor ruten også kaldes "Tværs over Danmark". Fra fladt vestjyst lanskab, bliver du ført ind over det bakkede midtjylland, hvor du kommer tæt forbi Danmarks næsthøjest beliggende sø i Jylland, nemlig Hampen Sø. På kanten af midtjylland ved Hou kommer du med færge til den skønne ø Samsø og herefter med færge til Kalundborg. Herfra går turen igennem vikinge byerne Lejre, Roskilde og Hundige og du slutter på Rådhuspladsen i København.
Befinder du dig i det midtjyske omkring Hou kan du nøjes med en dagtur på den skønne ø Samsø. Tag færgen til Sælvig Færgehavn og nyd den Grønne rute, en ca. 27 km lang rute, som tager dig med på en skøn og afslappende rundtur på sydøen langs marker og forbi små gallerier og butikker.
5. Østkystruten (650 km)
På østkystruten vil du komme fra fjord til fjord til fjord og igennem et utal af hyggelige kystbyer med et hav a aktiviteter og oplevelser. Ruten starter i Sønderborg og slutter i Hulsig tæt på Skagen. Ruten er 650 km lang og vil ca tage en uge at gennemføre, men det er oplagt at lægge en masse stop ind undervejs, da der som sagt vil være mange spændende attraktioner undervejs. Du vil også møde skøn natur med masser af skov og flotte udsigtspunkter og fladt og landligt landskab ud til kattegat, hvor der vil være rig mulighed for at pakke strandtasken og få en is eller to! Turen er hovedsagligt asfalteret men du vil også møde grusveje og stier på din vej op nord på.
Har du ikke mod på at cykle hele ruten, kan du altid tage en af de kortere etaper. Du kan f.eks. tage ruten Moesgaard - Odder. En 23 km lang rute der starter ved Moesgaard museum, som helt sikkert er et besøg værd inden du sætter dig i sadlen og sætter kursen sydpå. Her går turen videre til Norsminde, hvor du kan nyde den hyggelige lille havn og en is eller bare iagttage de mange fugle - Nordsminde er et vildreservat og har et rigt fugleliv. Du vil også komme forbi skønne badestrande, som Rude Strand og Saksild Strand, så husk at pakke badetøjet. Ruten slutter i den gamle og hyggelig by Odder, hvor Odder Museum ligger. Turen vil tage dig ca 1 time og 15 minutter, så der er rig mulighed for at gå på opdagelse langs ruten.
6. Esbjerg - København (330 km)
På denne rute kommer du bogstavligtalt tværs over Danmark, fra Jylland, til Fyn til Sjælland med mål i København. Turen er overvejende asfalteret og du kommer fordi en masse skønne museer på din vej, så er du den kulturelle type er denne rute helt sikkert noget for dig! Du vil selvfrølgelig også møde skøn natur.
Er du ikke helt klar på de 330 km, kan du altid dele ruten op i mindre etaper og blot tage på en dagstur. F.eks. kan du tage turen fra Odense til Nyborg (34 km). Turen starter som sagt i Odense, en by der emmer af historie med et utal af seværdigerheder og attraktioner som H.C. Andersens hus, Jernbanemuseet, Brandts klædefabrik mm. Herfra går turen igennem det idyliske fynske landskab, gamle byer - du kommer blandt andet forbi Fraugde Kirke fra 1600-tallet. Degnen Høj i Skellerup er også et sted vi anbefaler dig at holde ind, her får du en fantastisk 360 grader udsigt udover hele Østfyn. Du ender i Vikinge byen Nyborg, som ligesom Odense har en masse at byde på til de kulturelle typer.
7. Sjællands Odde - Rødby (240 km)
Den nationale cykelrute 7 strækker sig mellem 2 færgelejer, hvortil der er mulighed for at komme med færgeoverfart fra Jylland (Aarhus og Ebeltoft) til Sjællands Odde, hvor ruten har sin start. Ruten fører dig gennem små byer og varieret landskab - du kommer blandt andet forbi Sejrø Bugt, den flade Lammefjord og store søer og skove. Undervejs på ruten krydser du N6 (Esbjerg-København), som fører dig ind gennem Næstved - en af Danmarks ældste byer, som i middelalderen var en vigtig og stor by og som i dag er rig på middelalderlig arkitektur. Herfra går turen også igennem Vordingborg inden du forlader Sjælland ad Storstrømbroen og videre mod Rødby på Lolland Falster.
Er ruten en for stor mundfuld, kan du udforske en af de mindre etaper. Vi vil anbefale at man sætter en dag eller 2 af til Sjællands Odde-Kongskilde Naturcenter (104 km.), hvor du vil få en stor naturoplevelse med rute igennem Geopark Odsherred, en del af UNESCO's verdensaavsliste!
8. Østersøruten (820 km)
Den længeste rute af de 12 nationale ruter, finder du langs kysten ud til østersøen. En spektakulær kystrute, som på fineste vis binder både Jylland, Fyn og Sjælland sammen i en sløjfe. Ruten tager dig igennem det maritime Danmark med otte broer og 5 færger. En oplagt rute til dig der er vild med hav, strand og vandaktiviteter, som f.eks. padle board. Men der er også noget for den kulturinteresserede, du cykler blandt andet igennem den UNESCO udnævnte by Christiansfeldt. Byen er blandt andet kendt for sin velbevarede kirke, honningkager og anlægget Christerino.
Er du mere til en dagstur på cykel kan du vælge en af de 20 etaper, f.eks. Padborg-Sønderborg, som trækker sig over 39 km - det vil tage dig ca. 3,5 timer. På denne etape kommer du forbi ikke bare et men to slotte; Gråsten Slot og Sønderborg Slot. På Gråsten slot vil du blive mødt af en smuk englesk inspireret slotshave og på Sønderborg slot vil du kunne lære om flere hundrede års danmarkshistorie set fra et sønderjysk perspektiv.
9. Gedser - Helsingør (290 km)
På nationalrute 9 bliver du ført ned langs Danmarks østligste kyst på Sjælland og Lolland Falster. En rute med både fredelige naturområder og den pulserende storby København. Fra Nordsjællands kurhoteller til Sydsjællands feriebyer og vilde natur. Du vil blandt andet komme forbi det storslåede Stevns Klint, som er på UNESCOS verdenavsliste! Særligt anbefaler vi at du nyder udsigten fra Højerup og Flagbanken. Der er også rig mulighed for at blive klogere undervejs på ruten, da du kommer forbi det spændende Koldkrigsmusseum Stevnsfortet. Kan du ikke få nok, kan du fortsætte syd på helt ned til den tyske hovedstad, Berlin.
Er du dog mere til en endagstur, så kan vi anbefale etapen Rødvig-Køge, hvor du netop kommer forbi Stenvsfortet fra 1950'erne, som spillede en vigtig rolle i den kolde krig. Du vil også på denne etape kunne opleve den smukke natur ved Stevns Klint og Højerup Kirke, som er placeret helt ud til klintens kant. Turen er hovedsagligt asfalteret og vil tage dig omkring 3-4 timer.
10. Bornholm rundt (105 km)
Bornholm rundt er en af de korteste ruter, men vi anbefaler at du giver dig god tid rundt på den skønne solskinsø. Der er nemlig meget at opleve på klippeøen, hvor du godt kan glæde dig til alt fra storslåede naturoplevelser til detaljeret og teknisk kunsthåndværk. Ruten tager dig hele vejen om øen langs kysten, hvor du har rig mulighed for at spejde ud over det endeløse hav og bade på de dejlige strande.
Er du ikke klar på at tage hele turen rundt, er ruten delt op i 4 mindre etaper. F.eks. Rønne-Allinge, der med sine 25 km kun vil tage dig omkring 1,5 time. Det er dog værd at vide at 59 % af ruten er grus. Ruten tager dig forbi Nordeuropas største borgruin, Hammershus, som er helt tilbage fra 1200-tallet. Et spektakulært levn fra gamle dage, som skal opleves. Du vil også komme fordi det skønne naturområde ved Sorthat, hvor to gamle lergrave, har dannet søerne Safirsøen og Smaragdsøen.
12. Limfjordsruten (610 km)
Er du til enestående fugleliv, små øer, dejlige badestrande og rig mulighed for at dyrke vandsport? Så skal du ud på Limfjordsruten! Ruten tager dig rundt om hele fjordområdet, hvor du vil opleve noget af den smukkeste natur i Danmark. Du starter i Hals i øst og bevæger dig gennem bakkede fjordlandskaber til det barske vest til Thyborøn. Ruten er dannet ved at sammenkæde flere eksisterende ruter, som f.eks. Snapseruten og Gourmetruten.
Er de 610 km. lige i overkanten for dig, er der flere mindre etaper du kan vælge imellem. Du kan blandt andet tage etapen Thisted-Fjerritslev, som er en varieret rute med skøn natur, bademuligheder, kultur og historie. I Thisted kan du f.eks. opleve Lilleby, en miniatureudgave af byen fra 1950'erne og i Fjerritslev et ægte gammeldags ølbryggeri fra slutningen af1800-tallet. Etapen er 49 km lang og du vil kunne gennemføre den på ca 4-5 timer.