Alle vinder med en elcykel
Når vi vælger at cykle frem for at tage bilen eller offentlig transport, så kan det have mange årsager. Nogle gange glemmer man dog at tænke over alle fordelene, der er ved at tage cyklen - også selv om at det er en elcykel.
Så vi har samlet det hele her, så du kan få et ekstra skulderklap over alt det gode, du gør for dig selv og andre, ved at cykle. Måske er det netop bevidstheden om fordelene, der får dig til at vælge en elcykel som dit fremtidige transportmiddel.
SVED - vi vil helst være fri
Modvind er noget alle cyklister oplever, enten ud eller hjem. Og på de mest trælse dage, så er den der både på cykelturen på vej på job og når man skal hjem igen - fordi vinden har været så ubehøvlet at vende i løbet af dagen. Når vi nu sidder i sadlen og tramper for at komme frem, bakken foran en bliver stejlere og stejlere, og vinden står, som noget der føles som stiv kuling, lige ind i ansigtet; så kunne det være rart, at komme igennem dagens kongeetappe, uden at man de første to timer på jobbet sidder og damper, med tøjet klistret til kroppen. Og nej, elcyklen kører ikke af sig selv, du skal stadig træde i pedalerne for at komme frem. Men som da du var lille, og de små ben ikke kunne klare det sidste stejle stykke, og din far lagde en hånd på din ryg og skubbede, sådan hjælper elcyklen dig, med lige at tage toppen af det allerhårdeste. I stedet for at være gennemblødt af sved, når du kommer frem, så kan du nøjes med en varm og motioneret krop, og dejligt røde kinder.
MOTION - vi ved vi burde bevæge os mere
Og nu vi er ved emnet motion, så ved vi alle, at jo mere vi bevæger os i hverdagen - jo bedre er det for sundheden. Vi bliver mere og mere stillesiddende i både vores arbejdsliv og fritid. Og med familie, karriere og alt det andet man gerne vil nå, så er det tit motionen, der bliver droppet. Statistikkerne viser, at når man vælger en elcykel som transportmiddel, så kommer den ekstra motion ofte helt af sig selv. For med en elcykel, cykler man oftere og længere. Så man ender faktisk med, at få mere motion end da man cyklede på almindelig cykel. Hvis man skifter fra bilen eller bussen - så vinder man jo blot endnu mere.
KONCENTRATION - trænger du også til en lur over middag?
Når vi tager bilen eller hopper på bussen, så snyder vi os selv for motion og bevægelse. Det er måske kun femten minutter vi kunne have fået på cyklen, på vej til arbejde, men faktisk gør de minutter en kæmpe forskel, i løbet af din arbejdsdag. Med den ekstra bevægelse og friske luft man får på cyklen, så får vi mere ilt i blodet, og det holder os friske og mere koncentrerede i løbet af arbejdsdagen. Så hvis du også har krise og øjnene bliver trætte mellem 12 og 14, så er cyklen svaret. Der er jo grænser for hvor mange kopper kaffe vi kan hælde indenbords, uden at skulle rende på toilettet hele tiden.
TID - kunne vi bare få to timer mere i døgnet
Mange vælger bilen eller bussen når de skal på arbejde. Og helt objektivt set, kan man også køre hurtigere i bilen, end man gør på cyklen. Så det burde jo egentlig gå hurtigere. Men sparer man egentlig tid? I de fleste større byer, kommer der mere og mere trafik. Og når trafikken bliver tung, så tager det også længere tid at komme frem. Man holder ofte i kø, man holder tilbage for rødt, både to og tre gange førend man kommer over lyskrydset. Det æder af den tid man bare gerne ville have brugt på noget andet og helt sikkert noget der var sjovere (fx sove 5 minutter længere). Det gælder også for den offentlige transport: Vi venter på, at der kommer en planlagt afgang, som måske endda er forsinket. Og når vi endelig er kommet ombord, så er vi afhængige af den planlagte rute, med indlagte stop og ofte længere transporttider på grund af vejarbejde på ruten. Med cyklen holde man sjældent i kø, eller holder for rødt mere end en gang. Du er ikke afhængig af køreplaner og kan nemt "beregne ny rute", når mændene i de neon orange kedeldragter spærrer din vej, og der er ikke unødige stop på din rute. Kun de vigtige, hvor man tanker op på onsdags-boller ved bageren eller henter ungerne i institutionen.
Og så var er faktisk den der med motionen igen, for når du nu har cyklet både til og fra arbejde, så behøver du ikke lægge halvanden time i motionscenteret hver aften. Endnu mere tid til dig selv, og det du synes er vigtigt.
PENGE - alt koster
Det er dyrt at leve og en elcykel koster også penge. Men ofte kan du faktisk spare penge ved at vælge en elcykel, istedet for en bil eller offentlig transport. Biler er blevet billigere de sidste år, men det er stadig mange penge man skal betale hver måned, når man tæller det hele med. Bilens lån, afgifter, forsikring, benzin og reparationer. Udgiften til offentlig transport? Ja, det er bare blevet dyrere og dyrere at benytte. Elcykler koster omkring en femtedel af hvad man giver for en lille bil. Allerede her mærker man jo den største besparelse. Der er ikke afgifter og en dyr ansvars forsikring på cyklen, og den skal ikke tankes op med dyre dråber. Faktisk så koster en optankning af batteriet under EN krone. Og nu skal det hele ikke lyde for godt til at være sandt. Elcykler bliver også slidt og man må påregne reparationer og udskiftninger af dele. Men omkostningerne til dette, er stadig noget lavere, end hvad det koster at vedligeholde en bil. Passer godt på cyklen, og sørger for at køre den til service når den trænger, så kan man vente med at skifte batteriet efter tre år, og så er der faktisk kun tale om en månedlig omkostning ca. 200 kr., hvis man fordeler det ud.
MILJØ - pedalkraft forurener bare mindre
Når vi vælger benzin slugeren fra, så er vi med til at passe bedre på vores miljø og den verden vores børn skal arve. Når vi cykler er vores Carbon-footprint mindre, også med en elcykel. Men vidste du, at du faktisk udsætter dig selv for mindre forurening, ved at vælge en cykel? Når man sidder i bilen eller bussen, og tøffer rundt imellem alle andre biler, så er niveauet af udstødningsgasser meget koncentrert. Og bilens klimaanlæg trækker disse gasser med ind i bilen, når vi bare tror, det er luft. Man ender faktisk med at sidde i en lille boble af forurening. På cyklen er vi ikke lukket inde, og udstødningsgasserne trækker op og væk fra os, så vi ender med at trække meget renere luft ned i lungerne.
Ekstra bonus er, at når du vælger mellem alle Batavus cykler, så ender du med en "grøn" cykel. Vi forsøger nemlig altid at producere så miljørigtigt som muligt. Vi har eget vandrensningsanlæg, den strøm vi bruger kommer hovedsagligt fra grøn energi, vi benytter kun vandbasserede lakker og vi passer på i vore procedurer, så vi kun har et kg. lakaffald om året.