Vælg rigtigt første gang!

Hvad er dit behov?

Det første du skal gøre, er at definere dine behov. Herunder får du nemlig hurtigt udelukket f.eks. typer af motor eller steltyper, og også klarlagt hvor lang rækkevidde du har behov for.  

Rækkevidde
Lad os starte med dit behov for rækkevidde. Hvis du skal bruge cyklen som et pendler transportmiddel, så gå efter at få et batteri, der er stort nok til at dække både ud og hjem igen. Selvom at fleste ofte har mulighed for at lade, mens de er på arbejde, så er det altid rart at have ekstra kapacitet på kolde og blæsende dage. Tænk også over at når temperaturen falder til omkring 0 grader, så går dit batteri ca. 20% ned i kapacitet. Så hellere vælge et batteri med lidt mere kapacitet, end ofte at føle at man mangler. 

Motor type
Vi har to typer af motorer på vores cykler: centermotorer og forhjulsmotorer.

Centermotoren benytter en momentsensor, den måler hvor hårdt du træder i pedalerne, og lader motoren yde assistance efter hvilket hjælpeniveau, der er valgt. Her er rugbrødsmotoreren altså i spil, og du får mest ud af en elcykel med centermotor, hvis du selv har kræfter til at yde i pedalerne.

En forhjulsmotor trækker dig frem, så snart du træder i pedalerne. Så hvis du kører i 1. gear og i assistance niveau 5, så får du ret hurtigt meget fart på cyklen. Vær blot opmærksom på at denne type af kørsel, hvor du selv yder meget lidt, bruger rigtig meget af batterikapaciteten. En forhjulsmotor er for alle, men kan især anbefales til cyklister, som har brug for ekstra hjælp op ad bakker eller i modvind. 

Stel type
Brug lidt tid på at overveje hvad cyklen skal bruges til. Skal du ofte have indkøb eller børn med på cyklen, så kan en elcykel med en lav indstigning være en fordel. Når en tung elcykel er læsset med ekstra vægt, så kan den være svær at stige op og ned fra. Her hjælper den lave indstigning, da du ikke skal svinge benet op over cyklen. 

Skal du cykle over længere distancer, på f.eks. cykelstier langs landeveje, så kan en elcykel med et mere sporty stel være et godt valg. På mere citybike lignende elcykler sidder man mere fremadlænet, og har derfor en bedre aerodynamik. Cyklens geometri gør også, at du leverer mere kraft i hvert tråd. 

 

Parkering og opladning

Når du overvejer ny elcykel, så er der tre mulige batteri placeringer på vores cykler; under bagagebæreren, på cyklens stel og inde i cyklens stel. Det er vigtigt at have dette med i dine overvejelser, især hvis du skal parkere cyklen et sted, hvor du ikke kan lade den. Vi anbefaler dog altid, at man kun lader sin elcykel eller batteri, mens man kan have det under opsyn.

CarrierPack 
Når batteriet sidder under bagagebæreren, så kaldes det ofte et CarrierPack batteri. Når batteriet er placeret bag på cyklen og man enten har en motor i forhjulet eller måske en cykelkurv foran, så giver det en god vægt fordeling på cyklen. Et bagagebærer batteri er nemt at tage ud, når du parkerer cyklen. Og med det indbyggede håndtag, så er det også nemt at tage med op i en lejlighed, hvis det er det eneste sted, man kan lade. 

PowerPack 
Når batteriet er monteret på stellet, så er det oftest på cyklens skrårør. Når denne løsning er valgt, frem for at batteriet er inde i stellet, så giver det mulighed for at cyklens stel kan holdes slankt og elegant. Cyklens batteri kan låses af og på med samme nøgle som bruges til cyklens ringlås. Og batteriets håndtag sikrer, at det er nemt at transportere batteriet, både når man parkerer ude, og når man hjemme skal have batteriet med ind for at lade. 

PowerTube
Når batteriet sidder i stellet, så er der oftest mulighed for at tage batteriet ud ved at låse op ved batteri coveret og derefter klikke batteriet ud. Men på nogle cykel modeller vil du opleve, at batteriet ikke kan tages ud af cyklen. Hvis du f.eks. bor i lejlighed, og der ikke er mulighed for at lade, hvor der er cykelparkering, så kan det blive en tung, og måske umulig, opgave at bære cyklen op i lejligheden, hver gang den skal lades. 

Når batteriet er placeret centralt, som ved et PowerPack- eller PowerTube batteri, så er den ekstra vægt fra batteriet også placeret centralt på cyklen. Det betyder, at du ikke mærker den ekstra vægt, som når batteriet sad under bagagebæreren, og vægtfordelingen føles derfor mere som på en traditionel cykel. 

 

Geografi og fysik

Danmark er et dejligt land, uden høje bjerge eller lave dale. I nogle byer kan det faktisk være svært at finde en bakke, hvor man rigtig bliver udfordret. Men selv om at vores land ikke er så stort, så er der lidt flere og stejlere bakker, jo længere man trækker vest på, men alle steder i landet vil der være bakker, der kan udfordre en på cykelturen Derfor skal man tænke over hvor man cykler oftest, når man vælger elcykel. Når der er ekstra brug for assistance, så er det det valget af motor og størrelse af batteriet man skal kigge på.

Du bør kun vælge en elcykel med centermotor, hvis du har energi og kræfter til, selv at være med til at træde cyklen. Som nævnt tidligere, så assisterer en centermotor kun efter, hvor hårdt du selv træder i pedalerne. Så hvis man ikke kan træde igennem, så vil man opleve, at det kan være hårdt at komme op af bakkerne til trods for at der er motor på cyklen. Istedet kan man overveje, om det ikke skal være en forhjulsmotor. Til sammenligning så registrerer forhjulsmotoren blot at man træder, og yder derefter hjælp efter hvilket assistanceniveau man har valgt. Men får altså i højeste assistanceniveau og maksimal hjælp, også selv om at man blot kører rundt i første gear. Det er en fordel for cyklister med småskavanker, eller hvis benene er ældet hurtigere end sindet. 

Vælger man alligevel en centermotor, så vælg en af de stærkere typer, f.eks. BOSCH Active Plus eller BOSCH Performance. Få vejledning af din cykelhandler, og kør en prøvetur på en lokal bakke. 

 

Prøv, prøv, prøv...

Vores vigtigste råd, når du skal vælge elcykel er; Prøv den! Faktisk, bør du prøve forskellige elcykler. Selv om at du er sikker på at en centermotor, er det eneste rigtige for dig. Så prøv også en med forhjulsmotor i overvejelsesfasen. Det giver en god forståelse for, hvad den enkelt type af elcykel motor kan. Og du bliver mere bevidst om dine behov.

Når du ved hvilken type af motor, du vil gå efter og har styr på hvilken rækkevidde, du har behov for, så kan du prøve modeller, der tilbyder diverse ekstra udstyr. Det kan være en model med frontkurv og styrlås eller en elcykel med affjedring i sadelpind og/eller i forgaffel. Du kan vælge mellem modeller, der har kædetræk eller remtræk og indvendige, udvendige eller måske automatiske gear. Mulighederne er mange, så giv dig tid til at afdække dine behov og sæt god tid af til prøveture. 

God fornøjelse!