Sebastian og Spinning-Henning

Jeg har én gang prøvet en spinningtime. Jeg vil umiddelbart vurdere det til at være en engangsforestilling. Ikke for at fremstå negativ, eller tage modet fra nogle af de mange, dejlige spinningentusiaster, men det virkede på mig som en aktivitet, der er opstået efter man har haft en grundig brainstorm under overskriften ”Hvordan tager vi alt det sjove ud af en cykeltur?”

Enten det, eller også har man bare ved et rent held valgt at fjerne den friske luft, fuglelydene og følelsen af frihed og erstattet den med monoton musik, en overflod af menneskelige kropsvæsker i et lidt for lille lokale, og så muligheden for at tilbringe en time med at betragte en Key Account Manager ved navn Hennings bagdel.

Jeg kører (måske to, tre, fire gange om året), en tur ud i verden på min racercykel. Jeg nyder at være alene med min krop, selvom nogle med rette vil påstå at det er et ret trist selskab. Men jeg elsker friheden, som faktisk er ubegrænset, hvis man har müeslibarer nok i de rummelige baglommer i sit cykeltøj, og kan tigge sig til lidt vand. Man er fri til at køre derhen hvor man vil, og fri til at stoppe op og stirre tomt ud over noget særlig fin natur, hvis man skulle få den trang. Og bedst af alt er man fri til at svede, fordi man motionerer og ikke sidder på vej til job i sit hverdagstøj, men derimod i sit dyrt indkøbte, alt for stramtsiddende, alt for farvestrålende cykeltøj, der trods alle sine fejl har en kæmpe fordel: Det føles rigtigt at svede som en galning i det.

Og ja, det er et hæsligt skue at se en voksen mand skruet ned i et skrud af stramtsiddende spandex med mønstre som mest minder om et værk af Per Arnoldi på stoffer, men fordelen er at tøjet er så grimt at ingen bemærker en svedplamage.

Det var jo et af de problemer, jeg havde med at cykle på arbejde: At jeg var så ivrig efter at komme først at jeg forsøgte at overhale ham den formstærke fyr på racercyklen, og så sad og svedte i timer efter jeg var nået frem. Jeg har været til redaktionsmøde i bar mave, og har styrtet rundt på jagt efter en t-shirt en anden morgen, som endte med at jeg sad hele dagen og reklamerede for Jazzradio, fordi min skjorte hang og dampede af.

Så prøvede jeg en elcykel. Det var den modsatte oplevelse af spinning! Det var alt det gode ved at cykle, bare uden det med at svede eller blive udmattet.

Nu har jeg min egen. Batavus ”Razer”! I en farve, min kæreste omtaler som ”meget, MEGET grøn”, og tror at jeg mindst en gang om ugen tager den til et arrangement hvor jeg ellers ville have brugt bil eller kollektiv transport.

Det er jo ikke motionsfrit: Man træder rundt, og motoren sætter ud, når man kommer over 25-26 km/t. Så man holder kroppen i gang, og som alle der har siddet på en spinning-cykel ved, så giver det også motion at køre pedalerne rundt uden modstand.

Så man kommer frem til sit møde opvarmet, men usvedende. Man får opadvendte tomler for transportmidlet, men ikke opgivende suk for at være en motionsfanatiker. Man slipper for at give penge til en taxa, eller rumle hjem i en bus og bedst af alt: Man bliver en mere forbilledlig cyklist af en elcykel. Ja, det var alligevel noget – at man ligefrem bliver et forbillede, men det gør man sgu! Ama’r!

For når man kører på elcykel er de lange, lige stræk de eneste steder, man føler sig som en ordinær cyklist. Man orker næsten ikke knokle igennem for at hæve max-hastigheden med et par km/t, når el-motoren nu fortæller at man kører med den fine hastighed, man bør. Og når sandheden skal frem, så er det også urimeligt hårdt og svedfremkaldende at hæve hastigheden højere end de 28-29 i timen på flad vej, så fred med det.

Til gengæld er lyskryds en så stor en fest at man næsten stopper lidt op for at blive fanget. Et rødt lys betyder ikke en ærgerlig opbremsning. Det betyder en show-off mulighed. For på en el-cykel er tre omdrejninger nok til at motoren bringer en op i topfart, og forbi de andre cyklister i krydset. På min razer er der faktisk et ”high”-gear, der betyder at motoren gør mig konkurrencedygtig med bilerne i de almindelige kryds. En bil skal enten være vildt dyr, eller dens fører skal have hakket og boret den grundigt, hvis ikke jeg skal nå først over krydset på cykel, når det skifter til grønt.

Til gengæld kan man godt på elcykel ødelægge den ellers så fine tur for en motionscyklist: Man kan ikke køre hurtigere på flad vejend ham, slet ikke. Men man kan komme hurtigere over krydset, og så hurtigt dreje ned af en sidevej, inden han indser ens tempomæssige begrænsninger. Eller man kan finde en bakke, hvor el-motoren troligt bliver ved at hjælpe til, så længe man ikke kommer over de 26 i timen. Det er en billig fryd at se den veltrænede motionscyklist sakke bagud på bakken, fordi man får elektronisk hjælp.

Så man kan enten dyrke helt vildt meget spinning, hvis man vil føle sig i god form på cyklen, eller man kan købe en elcykel. Og hvis man savner Spinning-Hennings røv at stirre på, så har jeg lovet at give hans nummer videre.

Sebastian Dorset

Komiker og foredragsholder