På cykeltur i København
Det kan måske lyde overvældende at tage på cykeltur rundt i København, men selvom det er en tættrafikeret by er der mere end 350 km cykelsti. Faktisk cykler 55 procent af københavnerne på arbejde eller til studiet hver dag. En københavner cykler 2,7 kilometer om dagen, hvor i mod folk i mindre byer cykler 700 meter.
Ved at vælge cyklen rundt i København får I en lokal oplevelse og kommer tæt på byen og får de bedste indtryk, som man ikke får i en sightseeing bus, bil eller tog.
Hvis vi skulle vælge en cykelrute i København, så ville vi starte med at spise morgenmad på Nyhavn, der er et af de mest besøgte turistmål. Havnen er fyldt med hyggelige caféer, restauranter og barer.
Herefter vil turen fortsætte til Fælledparken, hvor I kan nyde de flotte grønne arealer. Turen fra Nyhavn til Fælledparken tager ca. 12 minutter. Her kan I cykle rundt eller vælge at trække jeres cykler, så I får suget alle indtryk til jer. Når I har set nok og er klar til at tage videre anbefaler vi en tur på Zoologisk Museum som byder på en masse dyreliv, hvor der er mulighed for at røre ved skeletterne. Det vil være et spændende stop både med og uden børn. Turen fra Fælledparken til Zoologisk Museum tager ca. 6 minutter. Her efter anbefaler vi at I hopper på cyklen og tager en lille frisk cykeltur på 16 minutter ud og ser Den lille havfrue, som er en af Danmarks mest populære turistattraktioner. Her på Langelinie er der en dejlig stemning og vi anbefaler jer at nyde en, forhåbentlig, tiltrængt frokost.
Efter jeres frokost går turen til Rundetårn, hvor I kan tage turen til toppen og nyde udsigten ud over den travle by. Det vil ca. tage jer 10 minutter at komme fra Langelinie til Rundetårn. Efterfølgende går turen til Vor Frelser Kirke, hvor I kan tage et smut indenfor og se den smukke kirke. Herefter cykles der videre til Christiansborg. En kort tur der fra Rundetårn vil tage ca. 7 minutter.
Når I her har lusket rundt og set hvor hverdagen for politikerne folder sig ud går turen videre til Tivoli, hvor I skal have det sjovt. Endnu et hit hos børnene. Cykelturen tager ca. 8 minutter og I kan slå jer løs og prøve det hele. Når I er blevet godt trætte og sultne, så kan I vælge at spise aftensmad i Tivoli eller køre hen til Rådhuspladsen og finde en lækker restaurant på strøget.
(Stor tak for lån af billederne af Copenhagen Media Center, Thomas Høyrup Christensen, Martin Heiberg, Morten Jeriehau, Ty Strange, Christian Lindgren og Tivoli.)