En elcykelpendlers erfaringer

I slutningen af efteråret købte jeg en elcykel. Den fantastisk smukke Batavus Diva Ego. Begrundelsen var at jeg var træt af at kæmpe mig op ad stejle bakker, når jeg skulle besøge mine veninder. Jeg ved ikke noget værre end at have taget pænt tøj på, sat håret og lagt krigsmalingen, og så komme total svedig frem. AD! Så en elcykel måtte være løsningen, når man nu er for nærig til at betale for bybussen.

Jeg elsker det retro look og derfor faldt valget på den klassiske Diva Ego, som er inspireret af den traditionelle bedstemor cykel. Den er stylet med en moderne sort lak, og det giver cyklen et trendy og moderne udtryk. Som den cykel-fashionista jeg nu engang er, så var det helt utænkeligt ikke at bygge cyklen om så den blev endnu mere ”mig”.

Mine personlige behov krævede at jeg fik eftermonteret et frontlad, som selvfølgelig er indfarvet i samme mat sorte lak som cyklen. Jeg har ikke bil og ønsker heller ikke at have det. Men som byboer er det nu alligevel rart at kunne have mere end en enkelt indkøbspose med på cyklen. Derfor faldt valget på et praktisk og rummeligt frontlad. Derudover fik jeg også udskiftet min fodbremse med en rullebremse. Jeg er bare mest til cykler med to håndbremser. Min lokale og meget dygtige forhandler klarede arbejdet for mig, mine hænder er slet ikke skruet rigtig på til den slags arbejde. I midten af december var min cykel færdig og jeg glædede mig til næste gang jeg skulle venindehygge, så jeg med lethed kunne cykle op ad alle de trælse bakker. Men efter at have parkeret cyklen i skuret og låst døren efter mig, blev jeg helt trist. Skulle jeg virkelig kun cykle på min skønne elcykel en til to gange om ugen? Det var næsten ikke til at bære, og en tanke begyndte at tage form…

Min arbejdsplads ligger ca. 30 km. fra hvor jeg bor, og jeg har altid taget toget frem og tilbage. Det var nemt og bekvemt, men det gav til gengæld en masse ventetid i løbet af ugen, da toget ikke passede efter mine arbejdstider. Med en smuk elcykel i stalden, blev jeg hurtigt enig med mig selv om, at så ville det ikke være noget problem at cykle til og fra arbejde. Men en ting var jo hvad jeg havde overbevist mig selv om, en anden ting var jo hvad realiteterne egentlig var med en elektrisk jernhest. Så jeg satte i gang med at finde ud hvad om det var realistisk at cykle 60 km. om dagen, og om der var andet jeg skulle være bevidst om.

Som udgangspunkt er jeg slet ikke i form. Medlemsskabet i fitnesscenteret passede sig selv, og blev kun forstyrret af mine halvårlige besøg. Motionen var bestemt ikke en fast del af min hverdag. Men med udsigten til at skulle cykle 60 km. om dagen, hvilket bliver 300 km. om ugen, så ville jeg med god samvittighed kunne afmelde mit medlemskab og derved også finde en besparelse på 300 kr. om måneden.

Og så blev det lige pludselig endnu mere sjovt, hvis jeg skulle cykle hver dag, så kunne jeg også spare 1000 kr. hver måned, ved ikke at skulle købe pendlerkort til toget. Og som så mange andre kvinder, så blev besparelsen hurtigt omregnet til hvor mange par sko ekstra det dog ikke kunne blive til om året. Med den udregning var valget truffet. Jeg skulle cykle på arbejde. Formen måtte komme med tiden, og med 60 km. om dagen burde det jo være ganske opnåeligt.

Helt realistisk var jeg godt klar over, at jeg nok ikke ville kunne cykle hver dag, nogle dage ville vejret måske ikke tillade det og andre dage ville jeg være nødt til at tage toget, hvis jeg for eksempel har en aftale efter arbejde. Men med et 10-turs kort en gang i kvartalet, så vil jeg stadig have en enorm årlig besparelse. Desuden fandt jeg også ud af at man har ret til kørselsfradrag, ligegyldigt hvilket transportmiddel man benytter sig af. Og så ser regnskabet jo endnu bedre ud.

Resten af december gik med at finde ud af, hvad jeg eventuelt skulle bruge af udstyr og med at anskaffe det. Jeg brugte lidt tid på at undersøge, hvad andre havde gjort af pendler erfaringer. Jeg fandt ikke så mange pendlere, som delte deres erfaringer, men fra diverse cykel relaterede sider fandt jeg alligevel en del information, som jeg syntes jeg kunne bruge. Jeg konkluderede hurtigt, at det vigtigste var at være rigtig klædt på. Ikke for varmt og ikke for koldt. Jeg forventede ikke at blive gennemblødt af sved på min elcykel, men jeg skal jo stadig trampe i pedalerne for at komme frem, og det er stadig hårdt i modvind og op ad bakke. Og så bliver man altså varm og lidt svedig. Jeg besluttede derfor, at jeg ikke ville cykle i det tøj, som jeg skulle have på hele dagen. Det ville være træls at sidde på jobbet hele dagen, hvis man var blevet svedig og man følte at lugten måske sad i tøjet. Så jeg har hver dag en taske med skifte tøj og sko med på cyklen.

Da første cykeldag var den 4. januar i år, så mente jeg, det vigtigste måtte være at have et godt sæt regntøj, som kunne holde sne og vind ude. Jeg valgte et sæt, som også var åndbart, sådan at varmen kunne slippe ud og væk fra kroppen. Inderst valgte jeg et sæt skiundertøj, som kan transportere sveden væk. Og uden på det et sæt træningstøj, så jeg kan holde varmen. Jeg læste mig til, at flere tynde lag var en god ting, for så kan man hurtigt regulere temperaturen ved at tage et lag af. I december tog jeg en test tur af ruten. Med den fart som man hurtigt kommer op på med en elcykel, så fandt jeg ud af at hænder og ører er meget udsatte for den kolde vind. Jeg investerede derfor også i en varm og vandafvisende hue, samt et par handsker. Jeg læste mig også til, at man kan købe skoovertræk til almindelige sko, de gør at man ikke får gennemblødte sko, når det regner. Og det måtte jeg have, for jeg hader at have kolde og våde fødder.

Da den 4. januar endelig kom, havde vinteren også rigtig sat ind. Men jeg gik i kamp, med godt mod. De første 30 km. bød på strid modvind og minusgrader. Gud, hvor var det koldt! Jeg lærte hurtigt, at selv på en elcykel, så tager det længere tid at komme frem, når vinden er i mod en. Jeg har valgt at benytte et par almindelige træningssko når jeg cykler, men da jeg kom frem den første dag var mine tæer stivfrosne. Jeg havde jo ikke lige tænkt på at et par løbesko, er lavet til at kunne komme af med varmen. Det betyder så også bare, at vinden kommer ind. På turen hjem den første dag, var jeg lykkelig over at have købt et sæt sko overtræk. De er eminente til også at holde vinden ude, så jeg kom hjem med varme fødder. Det var luksus!

Jeg skal blankt indrømme, at det er en hård opgave jeg har sat mig selv på. Det er mange kilometer hver dag, og især turen på arbejde er strid, for det føles som om det går op ad bakke hele vejen. Til gengæld så føles turen hjem ikke nær så lang. Om eftermiddagen, når jeg kommer hjem, er jeg træt, men det er træt på den gode måde. Jeg har også oplevet at få ondt i mine knæ, fordi  min sadel ikke var indstillet i den rigtig højde, så jeg fik ikke strakt mine ben nok ud. Min sadel skulle kun sættes op med knap en centimeter, men det kan handle om millimeter, før man rammer den rette højde. Så man må prøve sig frem. Det er vigtigt at man får indstillet cyklen rigtigt, så den passer til dig. Ellers kan man få ondt de mærkeligste steder. Spørg eventuelt din forhandler til råds, de har alt den viden der skal til. Men mine cykleture er også mit frirum. Jeg propper høretelefonerne i ørerne, inden jeg hopper i sadlen, og starter min lydbog. Jeg nyder den friske luft og at transporttiden er min tid og den giver mig mulighed for at stresse helt af.

En ting jeg ikke havde tænkt over inden jeg begyndte at cykle, var om jeg havde lys nok på cyklen. Jeg ser ikke ret godt i mørke, og slet ikke når der er skarpe billygter, der generer, når de kører forbi. På den mørke landevej, hvor det er knapt med lygtepælene, kan det være svært at se, hvor cykelstien ender og hvor grøften starter. Og grøften vil jeg helst undgå. Jeg valgte at montere en ekstra forlygte, som kunne lyse lidt længere frem, end den der sad på cyklen. Nu har jeg både lys lige foran cyklen, så jeg nemt kan se eventuelle huller i asfalten og nedfaldne grene og styre uden om, men også en lygte der lyser længere frem, så jeg kan orientere mig i god tid om hvornår stien slår et sving, så jeg ikke ender med at køre af.

Jeg er alt i alt super glad for, at jeg har taget beslutningen om at cykle på arbejde, selv om der er langt. Men det er det hele værd, når først turen er overstået. Og det er især det værd når familie, venner og kollegaer kommer med skulderklap og når de ønsker mig en god tur. Men der er mange gode ting, flere timers motion om dagen, som er tiltrængt når man har stillesiddende kontorarbejde. Det giver masser af frisk luft og lys. Lige nu er det dog mest solopgang og solnedgang jeg ser, men de er til gengæld ekstra smukke på en mørk og kold vinterdag. Og så er der jo ikke mindst den store besparelse i kroner og øre. Så jeg forsætter med at cykle på arbejde, og ser frem til at se sparegrisen vokse sig tykkere, og hvis jeg er heldig at tøjet vokser sig for stort. Det kan kun blive godt. 

Maria Skovgaard

Marketing og salg, Batavus