At cykle om vinteren
Når det er koldt ude, tager vi mere tøj på, så frosten ikke bider på os. Men hvad gør du, for at frosten ikke bider på din cykel? Cykler du året rundt og trodser snevejr og frostgrader, har din cykel brug for ekstra pleje i de kolde vintermåneder. Vinteren giver cyklister nye udfordringer, men med det rigtige grej behøver vinteren ikke være en svær prøvelse. Man skal blot være indstillet på lidt ændringer, og så ellers nyde at man sagtens kan køre på cykel hele året. Holder du fast i at cykle –også om vinteren- kan du spare turen i fitness centret. Læs med her om hvad du skal holde øje med på din cykel, samt gode råd til vinterudstyr til hverdags-pendleren.
Derfor fryser gearene fast
Når vejret bliver koldt og klamt, kan der dannes kondens i de gearkabler, som løber rundt på cyklen. Hvis det sker, og det samtidig er frostvejr, vil gearet formentlig fryse fast, når kondensen bliver til is.
Det kan få gearet til at sidde fast og gøre cykelturen væsentligt mere strabadserende end først antaget, men der er dog råd at hente, hvis uheldet er ude.
Forebyggelse kan redde meget
Er der koldt eller vådt vejr på vej, kan det betale sig at lukke af for fugten omkring kablet. Kablet løber fra gearene på styret og ned langs stellet til baghjulet. Her kan man forebygge det meste fugt ved at sætte en prop i hullerne.
Hos din lokale cykelhandler kan du købe en omgang smørefedt, som kan bruges til at lukke hullerne omkring kablet. Der, hvor kablet blotlægges langs stellet, smøres der en omgang fedt omkring åbningen, som er med til at holde fugten ude.
Er skaden sket?
Hvis dit gear allerede er frosset fast, skal du være mere cykelkyndig for at få ordnet problemerne. Når vandet først har sat sig i kablet, er du nødt til at få fritlagt kablet, så vandet kan komme ud. Du skal skille kablet ad, og smøre det med silikone, så kablerne bliver tørre igen, og der ikke længere er fugt i det.
Har du ikke mod på det, kan du tage cyklen med til din cykelhandler, som ordner det for dig og blæser alt fugten ud af kablet.
Smør de bevægelige dele
Frost i sig selv er ingen skade for din cykel, men kombinationen af frost og fugt er. Bliver din cykel våd af sne og vand fra vejen, kan vandet sætte sig som is omkring de bevægelige dele, som for eksempel kabler og bremser. Det kan dels ødelægge kablerne og gøre det svært eller umuligt at bremse.
Derfor skal du smøre alle bevægelige dele med olie. Om vinteren skal du bruge en våd olie, da den er mere vandafvisende og ikke tørrer ud. Den populære WD40 olie dur ikke til kæde og tandhjul, da den affedter. Den er til gengæld god til kabler og gear.
Det skal du smøre
· Lås
· Støtteben
· Bremser (få ikke olie på klodser eller skiver, da det gør det svært at bremse)
· Greb og gearvælger
· Kæde
Tør kæden af, før du smører den, så du får gammelt skidt og olie af. Smør, så alle led får olie, og lad cyklen stå med olien på et stykke tid, så olien kan trænge ind i kæden.
Hold kæden stram
Er kæden for slap, takker den over i tandhjulene. Det kan ødelægge tandhjulene og i værste fald få kæden til at falde af. Falder kæden af, er der stor risiko for, du vælter på cyklen.
Kæden strammes ved at løsne baghjulet og flytte det bagud. Kan det ikke komme længere bagud, skal du have et led af kæden. Det kan gøres med en kædeadskiller, men cykelhandleren kan også gøre det for dig. En strammet kæde skal stadig kunne give sig lidt. Er den for stram, slider du på tandhjul og kæde unødigt.
Sørg for pumpede dæk
Kulde, fugt, salt og skidt gør også, at dine cykeldæk lettere punkterer. For at mindske risikoen er det det en god idé at holde dine dæk pumpede. Pump dem hver 14. dag, så er du på den sikre side. Og om dæk: Vidste du, at der faktisk findes pigdæk til cykler? Bliver det er hård vinter med megen sne og frost, kan det være en mulighed at få monteret sådan et par. Især hvis du cykler på cykelstier, der ikke vintervedligeholdes så godt, for på ren asfalt er pigdæk ikke rare at køre med. Men bliver det en isvinter og har man ikke prøvet at køre med pigdæk før, så kan det anbefales. Man vil blive forbløffet over hvor godt de står fast på is og den sikkerhed man herved opnår. Man skal ikke tænke på at holde øje med glatte steder, ikke tænke på stærk reduceret bremseevne, og selv i svingene kan man slappe mere af. Det bliver næsten som at køre om sommeren. Det sjoveste er næsten, når man overhaler de andre cyklister eller sågar biler, der snøvler af sted og man så selv elegant kører forbi.
Hav lyset i orden
Det er mørkt om vinteren, så sørg for at have lygter og reflekser på, så dine medtrafikanter kan se dig, og du selv kan se i mørket. Der er masser af fantastiske lygter på markedet, som giver så meget lys, at du også kan se grene, huller og vandpytter på de smattede veje og cykelstier. Mange lygter kan du lade direkte i stikkontakten, sådan at du altid har godt lys med dig. Men du kan også vælge en god permanent type, som navdynamoen. Husk også at du skal kunne ses bagfra, så hav en lygte der opfylder lovkravene, og gerne lidt til. Cyklister kan være svære at se for bilisterne, så gør dit til at undgå ulykker. Reflekser på hælene af eventuelle sko-overtræk eller placeret ned af læggene er gode, idet de er nemme at få øje på, når dine fødder kører op og ned.
Vintertøj
Vintertøjets vigtigste formål er holde dig varm og tør. Derfor skal du være forbedret på, at det tøj du bruger om vinteren er markant tungere end sommertøjet.
Du skal ikke svede inden du kommer på cyklen
Det er vigtigt, at du ikke tager for meget tøj på, når du skal ud at cykle. Det gør ikke noget, hvis du har det lidt køligt i starten af din cykeltur. Når først kroppen kommer i gang og pulsen kommer op, så vil du automatisk få det varmere.
Pas på chillfaktoren
Når du cykler omkring 20-25 km/t, så kan du tydeligt mærke, at vinden bider i dine kinder. Derfor er det meget vigtigt, at du får noget tøj på, der kan holde vinden ude.
Til det anbefales det at bruge en eller anden form for windbreaker, der kan holde dig varm. Kig eventuelt på noget af det udstyr, som cykelrytterne bruger om vinteren: Du behøver ikke at ligne en af dem i stramt tøj, men brug for eksempel en af ”deres” vindveste under din jakke og hav et lag ”base layer” undertøj på, som holder dig tør inderst.
Beskyt de mest udsatte områder
Noget af det vigtigste du skal huske på, når du skal cykle om vinteren, er selvfølgelig at få beskyttet de mest udsatte områder. Og med de mest udsatte områder menes der fødder, hænder, hoved og ører. Er disse områder beskyttet, så er du klar til en god vintercykeltur. Kig igen her på cykelrytternes udstyr: De har gode handsker og pandebånd eller hjelmhuser, som også er fantastiske for pendler-cyklisten. Overtræk som er vind og vandtætte til dine sko hjælper både til at holde dine fødder varmere og dine sko pænere længere. Og så ER en cykelhjelm altså smart (både sommer og vinter), hvis du har dit hoved kært. Glathed på vejene gør din risiko for at falde større, så beskyt dit hoved!
Og hvad kan man så mere tænke på
Om vinteren går trafikken ofte langsommere, både for bilister og cyklister. Derfor er det en god ide at køre i god tid så man undgår stress. Der kan være trafikale problemer; sne på cykelstien, folk der har brug for en hånd, en defekt som er sværere at håndtere end om sommeren, en cykellygte der er i stykker eller lignende. Derfor er det en god ide at være i god tid og derved sikre sig en mere fornøjelig transport, reducere stress og samtidig blive en mere sikker cyklist.
Glatte veje er det største problem om vinteren, men med små forholdsregler kan man minimere chancen for styrt. Man kan pakke cyklen let eller i det mindste hensigtsmæssigt. Sørg for at få bagagen så langt ned eller mod midten som muligt (centrer det). En rygsæk er bedre end en cykelkurv foran, når det er glat. Sadeltasker eller tasker på bagagebæreren, hvor vægten kommer ned om hjulene, ville nok være endnu bedre. Kan man eventuel lægge nogle ting på arbejdspladsen som man rutinemæssigt tager med hjem, kan man jo spare vægt her.
Når man svinger cyklen, så tag nogle lange buede sving og lav langsomme bevægelser. Undgå at stå i pedalerne, men forsøg at få et jævnt tråd gerne med mange pedalomdrejninger. Når du bremser så brug bagbremsen. Kommer du på is og bremser, så blokerer hjulet. Et baghjul skrider ud og man risikerer at vælte. Et forhjul der kommer i skred er næsten umulig at redde. Samtidig er konsekvensen ofte værre ved et styrt med forhjulsblokering. Glem alt om forbremsen, når der er frost. Det bedste ville naturligvis være ikke at bremse så derfor - hold afstand. Husk på når det er glat, så skal du gøre alting langsommere.